Nordic Outdoor Show 2022 skubbes til 19.-21. august


Detailhandlen har store udfordringer med at hjemtage varer, udenlandske udstillere lider under rejserestriktioner, og de forlængede danske restriktioner sætter sit aftryk i afvikling af fremtidige events.

Derfor har MESSE C og et enig advisory board valgt at flytte Nordic Outdoor Show til weekenden 19.-21.august 2022.

Der har været en overvældende stor interesse fra både udstillere, samarbejdspartnere og interessenter til Nordic Outdoor Show. Derfor har det været en svær beslutning at skubbe messen, siger Projektleder Charlotte Buus.

Udstillernes manglende varer på hylderne, specielt indenfor outdoor- og lystfiskersegmentet, og store praktiske hindringer for vore udenlandske udstillere har gjort, at vi finder det rigtigt for alle at flytte messen.

En ting ligger stadig fast: Nordic Outdoor Show bliver et mekka for det aktive outdoor menneske og vi glæder os til at åbne dørene den 19. – 21. august 2022, til en visionær messe, forklarer Charlotte Buus.

Advisory Boardet udtaler: Mere end rettidig omhu
Nikolaj Zethsen, Spejder Sport: Der er pt. store udfordringer med at få varer på hyldene for hele outdoorbranchen. Derfor bakker vi op om beslutningen og siger ja til at skubbe messen til august. Branchen får derved mere tid til at forberede det bedste og mest relevante sortiment.


Lars Engel, Deerhunter: Det er mere end rettidig omhu, når vi anbefaler at flytte Nordic Outdoor Show. Både producenter, importører og detailhandlen får på denne måde de bedste betingelser, for at have de rigtige varer på hylderne. Fra Deerhunter ser vi frem til den nye termin i august og glæder os til at møde medudstillere og publikum på messen.

Jens Ulrik Høgh, Nordisk Safari Klub: Rejserestriktioner skaber svære betingelser for de udenlandske udstillere og derfor er det den helt rigtige beslutning at flytte Nordic Outdoor Show, og derved skabe ro omkring både ind og udrejse af DK. Dette skaber mulighed for en endnu større tilslutning til messen og vi glæder os til at møde vores mange samarbejdspartnere fra hele verden.

Nicholai Vigger Knudsen, Danmarks Jægerforbund: Vi bakker op om beslutningen set i lyset af de udfordringer corona har skabt. Vi ser frem til at møde så mange publikummer som muligt, og det lader sig bedst gøre når vi har de optimale vilkår for afvikling af messen er til stede.

Thomas Danielsen, Blaser Group: Corona har skabt mange udfordringer og endnu engang mærker vi konsekvensen. Som udstiller er vi afhængige af vores support fra vores udenlandske moderselskab, både i forhold til de fysiske rammer, personale m.m., hvilket kompliceres væsentlig af både danske og udenlandske restriktioner i forbindelse med Corona. Derudover er det, på alle måder helt rigtigt, at udvise rettidig omhu i denne situation og vi ser frem til den 19. – 21. august i Fredericia.