Nedtællingen er startet til outdoor-folkets eldorado

I august er der premiere på Nordic Outdoor Show i Fredericia, som bliver en stor outdoor- og jagt-event under ét tag

Selv om corona-pandemien var rigtig træls, sagt på jysk, så gav den også danskerne en enorm appetit på autentiske og naturnære oplevelser. Over alt er der stor søgning efter shelters, klatrebaner, cykelruter, vandreture, kajakroning, bålpladser med mere, ligesom tusindvis af nye jægere og lystfiskere er kommet til.

Aktiviteter i det grønne er blevet det nye sort, og derfor er der store forventninger til Danmarks nye, store outdoor-messe - Nordic Outdoor Show - som har premiere i Fredericia efter sommerferien.

Her kan både nye og erfarne udemennesker møde en perlerække af udstillere med det nyeste indenfor udstyr og grej, beklædning, køretøjer etc. - krydret med et bredt sceneprogram, workshops, aktiviteter samt et stort udeområde til demonstrationer og events.

Overlanding, selvforsynende og på farten

Blandt udstillerne er Roskilde-firmaet Outback Overland, som er specialister i at sælge og montere tagtelte og markiser til biler. Med et tagtelt monteret på bilens tagbøjler ligger man højt, tørt og plant - og man slipper for kryb og kravl. Stort set alle biler (undtagen cabriolet'er) kan få monteret tagtelt; Outback Overland har sågar monteret telt på en VW Up...

Indehaverne Kasper Van Deurs og Kristine Pontoppidan levede ellers af at arrangere og levere til festivaler, men da corona lagde festivalbranchen i mølposen, stiftede de Outback Overland, som hurtigt fik stor succes.

Parret er ifølge Kristine Pontoppidan to "eventyrtosser", som elsker at køre ud i det blå i deres gamle Land Rover - for eksempel til Sverige og Norge - og se hvad der sker.

- Overlanding handler om, at selve rejsen er formålet, ikke destinationen. Man lever i og på sin bil, er selvforsynende i et vist omfang, og man flytter sig typisk næsten hver dag, ofte uden et klart mål. Det giver nogle helt unikke naturoplevelser, fortæller Kristine Pontoppidan.

Hun glæder sig meget til at møde de besøgende i Fredericia, svare på spørgsmål og vise eksempler på tagteltene, som ligger i et prisspænd på cirka 13.000-38.000 kroner, samt vise markiser, borde, stole og alt andet relevant udstyr.

Deerhunter med varme nyheder, konkurrencer og lækre præmier

Blandt udstillerne i Fredericia er også Deerhunter, som er tekstilvirksomheden F. Engels aktør indenfor jagttøj og outdoor-beklædning med forhandlere i mere end 40 lande verden over. Ifølge direktør Lars Engel bliver Nordic Outdoor Show affyringsrampe for et par gedigne nyheder.

- Vi kommer blandt andet til at have Nordisk premiere på Realtree Max-7 Heat Range - et vand- og vindtæt jagtsæt med membran og med integreret varme og opladerstik til mobiltelefonen. Det er en nyhed, som vi venter os utroligt meget af - og en heldig besøgende kan faktisk vinde et sæt, til en værdi af knap 6000 kroner, fortæller han.

Der bliver også premiere på det nyeste fra Excape-serien, samt på nye camouflagejakker fra Realtree i rødlige og orange nuancer til for eksempel efterårsskoven.

- Vi tror på, at Nordic Outdoor Show med sit koncept og centrale placering har et stort potentiale, og vi kommer til at give den fuld gas i Fredericia. Vi har en flot, nyskabende messestand, som har stået "parkeret" i fire år på grund af corona-aflyste messer, oplyser Lars Engel.

Deerhunters stand er faktisk fire stande omkring et center, hvor der placeres et hochsitz (jagtstige), hvorfra man kan konkurrere i elektronisk skydning mod vildsvin, fasaner etc.

Dato og åbningstider

Fredag den 19. august Klokken 12.00 – 19.00
Lørdag den 20. august Klokken 10.00 – 18.00
Søndag den 21. august Klokken 10.00 – 17.00

Sted

MESSE C
Vestre Ringvej 101
7000 Fredericia

Køb billet til Nordic Outdoor Show

Yderligere information
Kontakt Projektleder Charlotte Buus, MESSE C, tlf: 27770046, mail: cbu@messec.dk